Den danske folkeboken om Judas ble første gang utgitt i 1617. 1617-utgaven ble oppdaget av bibliotekar Hjalmar Pettersen ved Universitetsbiblioteket i Oslo få måneder etter at det første bindet i samlingen Danske Folkebøger utkom i 1915. I forordet til første bind av Danske Folkebøger (1915) hevdes det at det ikke finnes noe tysk forelegg. En svensk versjon synes å være oversatt fra dansk, ifølge utgiveren.
Det finnes tidligere varianter av historien fra middelalderen, blant annet en gammelfransk versjon i verseform, ifølge skriftet selv utgitt i juni 1309.
«Et helt enestående Værk er Abraham a. Sta. Claras usigelig vidløftige, af Skældsord og forbandelser i tusindvis opfyldte «Skandskrift» mod Judas: Judas der Erzschelm für ehrliche Leuth, oder eigentlicher Entwurf und Lebensbeschribung des Ischariothischen Bösewichts, i fire bind (Bonn og Salzburg 1687-95).»
Den forholder seg fritt til den Judas vi kjenner fra Bibelen. For å sprite opp historien, er den tilsatt litt ekstra krydder: Judas blir satt ut på sjøen (jf. Moses), han stjeler et eple i farens hage (syndefallet), dreper broren (Kain), dreper faren, tar moren til ekte (Ødipus) før han blir Jesu disippel.
Det er ikke mye godt som kom fra Judas; han «øfvede sig stedse oc altid udi Skalckhed oc Ondskab». Han står for det som samtiden så på som sikre tegn på moralsk forfall: opprør mot faren, banning og det den slags uvegerlig fører til: tyveri, mord og liknende. «Det var med hannem ligesom den der vil tage et Kul oc toe det hvidt med megen skuren oc toen / jo meere mand skurer jo slemmere det blifver / saa var det oc med Iudas / jo meere den HErre Christus hand lærde oc underviste hannem / jo argere oc slemmere hand bleff udi sit Skelmeri oc Skalckhed.» Fortellerens advarende pekefinger i denne fortellingen minner sterkt om rådgivende litteratur fra 1500-tallet, som for eksempel Peder Palladius’ Visitasbog. Tresnittet som ble brukt på tittelbladet (se ill. til høyre), viser menn i syndige aktiviteter som drikking og terningspill.
Den første versjonen vi kjenner av denne historien er et innskudd i Jacobus de VoraginesLegenda aurea (Den gylne legende, ca. 1260). Et utdrag ble opptatt i den svenske legendesamlingen Själinna Thröst (1400-tallet).
Det kan være verdt å merke seg at folkeboken om Judas ikke er preget av noen utpreget antisemittisk tone, og det er merkverdig siden fortellestoffet kunne invitere til dette. Her ser man samme tendens som i de tidligste versjonene av Ahasverus; i folkeboken om Pilatus derimot benyttes materialet til hets mot jøder.
Folkeboken Judas – hele teksten fra 1687-utgaven
En kort oc merckelig Historia / Om den slemme oc forgiftige Forrædere JUDAS / Hans Afkom / Fødsel oc Leffnet / oc hvad for Synder hand haffver bedreffvet i denne Verden fra hans Opvæxt indtil hand blef Christi Apostel.
Prentet Aar 1687
Det første Capittel.
Om Iudæ Affkom oc Fødsel til denneVerden / oc hvorledis hans Forældre skilde sig aff med hannem.
DEr skriffvis udi de gamle Lære-Fædris Historier / udi den Tid GUds eenbaarne Søn hafver annammet vor Menniskelige Natur paa sig / da boede der en Mand udi Ierusalem / ved Naffn Ruben / udaff Isaskars Slect / hand hafde en Qvinde ved Naffn Liboria / som var oc aff den samme Affkom / en Nat som hun laa hos hendis Hoszbonde efter Ectefolckis skik oc visz / hende det sig saa at hun kom udi en saare underlig Drøm udi Søfne af hvilcken hun bleff offvermaade meget bedrøffvet oc forskrecket / oc sagde til hendis Hoszbonde.
O kiere Mand jeg hafver drømt saare underlig / hvorledis jeg skal føde en Søn, oc formedelst hannem skal all vor Slect oc Affkom blifve forarget. Da sagde Ruben hendis Hoszbonde til hende / du skalt intet acte om Drømme / de hafve intet at betyde / der mand kand giøre sig nogen Tancke om andet enn Løgn oc Finantzeri. Liboria sagde til hannem igien / er det saa at jeg er fructsommelig med en Mandskiøn eller Drengebarn / da kand jeg aldrig bliffve [s. 111] glad for denne Aarsage / at jeg veed da visseligen at min Drøm er sand / thi mig er en underlig Siun for kommen hvilcken jeg kand ikke forgætte før jeg faar det Foster at see / som jeg nu bær under mit Hierte / oc skal til denne Verden. Der nu Tiden kom at hun skulde føde / da føde hun en ung Søn / der hun det saae / da blef hun meget meere forskrecket end som tilforn / hendis Mand bleff ocsaa gandske bedrøfvet / oc troede nu visseligen den Drøm at være Sanden / hvilcken hans Hustru hannem tilforn hafde kundgiort / oc viste nu aldrig Raad / hvorledis de med Lempe kunde dempe deris store Synd oc Sorrig dennem om samme Barn formeedelst Drøm var kundgiort. Da hafde de udi sinde at ville omkomme det / da finge de alligevel udi Sinde paa det sidste / at de icke selfver vilde myrde deris eget Kiød oc Blod / men heller komme det fremmede paa Hænder / gick saa hen paa det sidste oc giorde et lidet Skrin / oc lod det vel bebinde oc forvare / saa at der aldelis ingen Vedske kunde komme der ind / oc der udi lagde fornefnde Barn oc sette det saa udi Søen / oc lod det flyde bort / udi den Act oc Meening / at hand intet andet her på Iorden skulde nogen Tid bedriffve.
[s. 112]
Det Andet Capittel.
Hvorledis at dette Barn bleff funden oc opfostret hos Dronningen paa Landet / oc hvad hand i sin Opvæxt bedreff.
DEr nu dette Skrin med forskreffne Barn kom udi Søen / falt der en hastig Vind paa oc dreff saa længe / indtil det kom under en Øe som heder Skariot / hvor udaff den erlig Mand fick sit Naffn at hand bleff kaldet Iudas Skariot: Samme Tid var Kongen af Landet paa samme Øe med sit Folck / oc samme Konge hafde aldrig nogen Børn aflet med sin Dronning / oc derfor var hand ilde tilfreds. Nu hende det sig saa / at samme Dronning var oc med paa forscreffne Øe / oc vaar udgangen med sine Iomfruer imod Søen at forlyste sig allevegne der omkring saa bleff hun forskrefne Skrin self vaer / hvor det kom flydendis i Vandet / der hun dette saae befoel hun strax sine Tienere / at de skulle forskaffe det til Landet / hvilket ocsaa skede / der hun det fik lod hun det strax opbryde / da fand hun fornefnde Barn der udi / endda lefvendis / thi den skulle icke druckne som henge skulle / hvor aff Dronningen glæde sig storligen / der hun saae det var et Drenge-Barn / oc sagde: O hafde jeg saadant et Drenge-Barn / som var [s. 113] født af mit Lif / da hafde jeg icke behoff at sørge fore / at en Fremmet skulle besidde Riget oc Regimentet efter min Herris Død oc Afgang / om jeg hannem skulle ofverlefve. Saadanne Tancker oc adskillige Ord brugte Dronningen tit oc ofte med sine Iomfruer / paa det sidste obenbaret hun sig for dem hvad hendis Tancker oc Hiertelav var / som var / at hun stillet sig an / som hun var siuglig / oc naar Tiden vaar forløben / da ville hun legge sig udi Barselseng med samme Barn / ligesom hun hafde selff født det til Verden / oc udi midler Tid ville hun holde en Amme der til / som det kunde føde oc opfostre. Dette Raad bevilgede oc samme hendis Iomfruer som med hende der tilstede var / oc lofvede hende. Der dette Raad nu saaledes var besluttet / varede det icke længe / at Kongen fick bud oc Tidender at hans Dronning var blefven fructsommelig / aff saadan Budskab glæde hand sig / icke alleeniste selff / men disligeste ocsaa hands gandske Raad med hannem / at de kunde faa en ret Arffving til Riget. Der nu Tiden var forløben / at hun skulde føde / da fødde hun hendis Foster (qvantzvjs) da fick Kongen saadan Tidender / at hans Dronning hafde en ung Søn / hvad Kongen icke glæde [s. 114] sig før / da glæde hand sig da meget meere / oc det gandske Folck med hannem / dette Barn lod Kongen oc Dronningen gifve Nafn oc lod kalde hannem Iudas / thi hun tænckte vel at hand var kommen fra Iødeland / effterdi hun saae hand kom flydendis aff det Vand som løber aff Iudæa / siden holt Herrerne en stor samqvem oc Verdskab tilsammen / som det sig udi en Kongelig Gaard retteligen burde oc tilhørde / nogen Tid der efter hende det sig saa / at GUd i Himmelen begafvede samme Dronning med Lifsens Fruct / saa at hun blef fructsommelig ved Kongen / der nu 40 Uger vare forløbne / da fødde hun en ung Søn / hvilcken Dronningen meget bedre behagede / end den Tid tilforn / hun fandt den anden / denne Kongens Ecte-Søn / ocsaa denne Iudas de bleffve tilsammen opføde ligesom de hafde været kiødelig Brødre / hvilket Iudas icke andet viste / end han var Kongens Ecte Søn / men dog var der alligevel en stor skilsmis imellem dennem / Kongens Ecte-Søn var af Kongelig Blod oc Herrestamme / men Iudas var fød af fattige Almues Folck / disligeste var oc Kongens Søn meget meere skiønnere / icke alleniste paa Skabningen / men ocsaa udi Dyd oc Fromhed / saa at hand af alle [s. 115] Mennisker hafde et got Held oc Yndest / men Iudas øfvede sig stedse oc altid udi Skalckhed oc Ondskab / saa at ingen kunde lide hannem / oc naar hand saae sin Fordel / slog hand Kongens Søn tit oc offte paa Munden / oc giorde hannem megen Fortred. Engang som hand nu saaledis slog hannem / kom Dronningen til maade der ved / oc saae hvorledis hand bar sig ad med hendis rette Ecte-Søn / som hun hafde gaaet i Døden fore / hvilcket Dronningen storligen fortrød / oc slog Iudas igien / oc sagde af uberaad Hue oc vred Sind til hannem O du Findeling eller Hittebarn / hvad lader du dig tycke / meen du at du ville fortrycke eller fordriffve min Søn / som er ret Ectefød / der kiender jeg dig alt forringe til / at du enten skalt støde eller slae et Konge-Barn / der Iudas det hørde / oc fornam at hand var et Hittebarn / oc icke Kongens Ecte-Søn / da kunde hand icke længer skiule sit skelmiske Hierte / men lod der Dieffvelen faa ret første Mact med sig / saa hand der bedref sit første Mord oc slog Kongens Søn ihiel.
[s. 116]
Det tredie Capittel.
Hvorledis at Iudas rømde hemmelig bort / oc kom til Ierusalem oc bleff Pilati Tienere.
DEr nu Iudas hafde bedrefvet dette skendelig Mord imod Kongens Ecte-Søn / rømde hand bort af Landet oc kom udi et Skib / hvilcket hand kom fremdelis med til Ierusalem udi Iødeland / samme Tid var Pilatus Landsdommere / hannem gaff Iudas sig til / oc begierede hans Tieniste / oc tiente hannem saa lenge at hand fick hannem meget kier / icke for sin Dyd oc Fromheds skyld / men for hans Skalckhed / oc Skelmeri skyld / derfor var hand hannem meget gunstig / thi de vare Mordere oc Skalcke baade / paa det sidste giorde hand hannem til sin næste Tienere / oc til en Regentere offver alle andre hans Tienere / saa at hvad hand befoel dem at giøre / det giorde de.
Det Fierde Capittel.
Hvorledis at Iudas kom ind udi sin Faders Have / oc hvorledis hand slog sin egen Fader ihiel.
DEtte viste nu Iudas vel / at Ruben var en god Mand / oc boede dernæst op til som Pilatus hand boede / saa at begge deris Gaarde grenszet indtil hverandre / nu hende det sig saa en gang / som Pilatus stod i sit eget Huus / oc gick oc spatzerede paa sit Pallatz / oc saae igiennem Vinduerne ind udi Rubens Hafve / der saae hand et Træ henge fult med Æble / hvilcket hand fick stor Lyst oc Attraa til / oc sagde ved sig selff: O hafde jeg en listig oc behendig Svend / som med Lempe kunde forskaffe mig nogle af de samme Eble oc Fruct / da vilde jeg være hannem til Vilie igien for saadan fin Tieniste oc Umage. Der hand nu saaledis ved sig self hafde givet sin Meening tilkiende der / da stod hans tro Svend icke langt der fra oc hørde sin Herris Begiering, oc hand traadde frem til sin Herre / oc sagde: Herre / I bekymrer Eder for de Eble / siger mig om det er eders Alvore / at I ville styre eders Lyst paa denne Fruct / som er i denne gamle Mands Haffve / den vil jeg vel forskaffe eder / jeg vil gaa hen oc stige der ind / oc hente saa megen Fruct / at I skulle styre eders Lyst paa / med saadant et trodsigt Hierte oc Sind / gick Iudas hen oc kom i sin Faders Haffve / hannem dog u-vitterlig / oc kløff udi Træet / giorde der oc stor Skade / icke alleeniste paa Fructen hand stal / men hand skamferede oc brød Grenene meget skendelige / saa at hans Fader hørde det ind i sit Huus / gick derfore ud i Haffven til hannem / oc sagde: Min Ven / hvorledis est du kommen der til / at du saa dristeligen uden Forlof / er kommen hid ind udi min Hafve / oc giør mig saadan en skade / endog Fructen der du stiel oc hafver stollet / den skøtter jeg intet om / men at du skamferer mig mine Træer / som jeg udi flere Aaringer kunde hafve Gaffn aff / det giør mig gandske ont udi mit Hierte / oc fortryder mig i mit gandske Sind / jeg hafver aldrig giort dig eller nogen af dine den mindste Skade eller Fortred / derfore kand ieg icke vide af hvad Aarsage du mig saadan Trotzighed beviser / men Iudas stod stille udi Træet oc gaf mange onde Ord fra sig igien / besynderlig der hand kom ned paa Iorden / da ofverskende hand sin gamle fattige Fader / som Skalcke pleyer at giøre / med mange uqvems Ord / som hver kand betencke hvad en Skalcke-Art pleyer at udrette / hans fattige Fader forsvaret sig med Sactmodighed / hvilcket den slemme Skalck fortrød til det verste / oc tog en Steen oc slog til sin Fader med / saa at hans Fader døde af samme Slag.
Det Femte Capittel.
Hvorledes Iudas siger Pilato / hvad hannem er vederfaret udi Rubens Haffve.
DEr effter at denne forgifftige oc slemme Forrædere Iudas haffde bedreffvet dette fornefnde ynckelige Mord imod sin egen legemlig oc kiødelig Fader / dog hand det icke viste / gik hand strax ind til Pilatum igien / da tilspurde hans Herre hannem / om hand hafde Fructen med sig som hand lofvede sig at ville hente / eller oc hvad hannem var kommen til Mode / men hand kom saa sorrigfuld igien / Iudas begynte at sige hvorledis at der kom en gammel Mand udi Hafven til hannem / oc hand gaff hannem onde Ord / som hand hafde got Skel til / den samme Mand / sagde Iudas / trættede jeg saa lenge med / at jeg icke lenger kunde fordrage hans skends Ord / men udi min Hastighed / kiere Herre tog jeg en Steen oc slog hannem med / hvor udaff hand strax nedfalt oc døde. Der Pilatus det hørde / forfærdedis hand / dog icke af Hiertet / men spurde hannem om der var nogen som saae det / at du slog hannem / Iudas sagde: ney Herre ingen saae det. Da sagde Pilatus til hannem / da vær ickun ved et frit Mod / [s. 120] for din Tieniste skyld som du mig her til bevist hafver / vil jeg hielpe dig at du skalt ingen Nød lide / men ingen hafver seet det vil jeg dølle med dig / at dig intet Ofverfald eller Skade skal skee. Effter saadan Medhold hand fik / blef hand jo længer jo slemmere / saa hand aldrig skøtte hvad hand giorde.
Det siette Capittel.
Hvorledis Iudas fick sin egen Moder til Ecte / oc bleff paa det sidste kiendt aff hende / oc hvorledis hand bleff Christi Apostel.
DEr nu Rubens Hustru kom udi Hafven oc fandt der hendis Mand liggendis død / da jamrede hun oc gaff sig bitterlig / som hun vel motte / da gick hun ind til Pilatum / oc klaget for hannem hendis Nød / oc den store Hiertesorrig som hende var nu ofverkommen / oc sagde hannem hvorledis hendis Mand laae udi hendis egen Haffve ynckeligen myrdt oc omkommet / beklaget hun / at hun icke viste hvem ham saa yncklig hafde taget af dage / det var hendis første Hiertesorrig / da sagde Pilatus til hende: Ia Qvinde / eders klagemaal hafver ieg vel hørt oc forstaaet / oc giør mig ont at min Naboe den fromme [s. 121] Mand skulle saa ynckeligen slippe hen / men hvad kand jeg giøre her udi / jeg kand eder ingen gode Raad vide / uden saa var at I viste tilvisse hvem hans Banemand hafver været / kand I fly mig det at vide / saa vil ieg hielpe eder saa meget / som mig mueligt kand være / oc lade Eder faa Ræt offver hannem / før tør I icke komme til mig der om / med saadan tynd Beskedning / maatte den arme bedrøffvede Qvinde gaa fra hannem igien.
En Tid lang her effter der altingest var stille oc her blef icke meere omtalet / da gick Pilatus hen til samme Encke / oc bød sig villigen til under et falskt skin / at ville være hendis Forsvar / oc udi fremtiden forsiune hende med et got Giftermaal dersom hun ellers ville betro hannem der til / hand lofvede hende vel got med Munden / men dog intet af Hiertet / der hand nu saaledis tit oc ofte hafde lofvet hende / at hand ville forsiune hende med en frommer Mand igien / da bevilgede hun paa det sidste hans Begiering / der Pilatus nu hafde faaet hendis Ia oc Minde der til / som skreffvet staar / da kundgiorde hand sin Tienere Iudas det / hvorledis hand vilde forskaffe hannem den rige Encke / hvoraff den Forrædere Iudas glæde sig storligen oc tænckte [s. 122] / kand jeg komme til saadan Eyedom / da maa ieg vel med Sandhed sige / at jeg udi en god stund kom hid til saadan en Hoszbond / jeg maa vel sige mig at haffve en ret Skalke Lycke / i det at jeg saa kand igiennem gaa alt det Skelmeri som jeg hafver bedrefvet oc dagligen bedrifver / gaar det for sig / da vilde jeg ey længer være en Svend / men maa blive en Herre med Tiden / Pilatus blef hart ved sit Forsæt / oc lod intet af før hand hafde kommet det saa vit / at hun tog Iudas til sin Ecte Hoszbond / der hand nu hafde faaet Encken / begynte hand et uskickeligt Lefnet med sveren oc banden / men den arme Quinde kunde icke stille sin store Hierte-Sorrig / men jamrede sig hver Dag jo meere oc meere / den Erlige Fuel Iudas tilspurde hende tit oc offte / hvad Aarsage der var til at hun saa stedse oc idelig sørgede / hun dølgede det lang tid for hannem / oc vilde intet sige hannem det / da lod hand icke af at spørge oc friste hende før hun endelig maatte sige hannem det / da begynte hun at sige til hannem / jeg maa vel baade sørge oc græde oc sige med en god Samvittighed / mig at være den u-lyksaligste Quinde / som nogensteds kand findis paa Iorden / først / fordi at jeg haffver icke født uden et eeniste [s. 123] Barn til denne Verden / strax det var født / da maatte jeg legge det udi et Skrin / oc sette det udi Søen / oc lade det flyde hen for Vind oc Vofve / for den Ondskab skyld mig om hannem blef kundgiort / den anden Sorrig som jeg haffver / er at min Mand som jeg haffde tilforn / kom mig saa skendelig fra / at jeg icke veed hvem eller hvorledis hand bleff ihielslagen / men den tredie Sorrig / som jeg endnu hafver / den gaar mig meget meere til Hiertet end nogen af de andre to / som jeg nu hafver sagt dig / som er / at jeg nu etter min Mands skendelige Affgang ville hafve været Encke / oc dette imod min Villie er jeg bleffven ofvertalt af Dommeren Pilato / at jeg skulde tage ved dig / det er allerstørste som jeg fortryder / thi jeg hafver nu en bange oc urolig Samvittighed / der nu Iudas hørde at hun talede om dette Barn / som hun tilforn hafde udkast / da begynte Iudas at tæncke paa de Ord / som Dronningen hafde sagt til hannem at hand var et Hitte-Barn / oc tilspurde hende hvor eller i hvad hun fornefnde Barn hafde kast / dette begynte hun at sige for hannem altsammen fra Begyndelsen oc til Enden / saa at Iudas vel kunde forstaa udaff hendis [s. 124] Ord / at hand var det samme Barn / som hun haffde udkast.
Nu begynte hans Samvittighed at vogne / nu ofvertænckte hand den store Synd oc Sorrig som hand fra sin Barndom indtil nu bedrefvet hafver / først udi det at hand hafde bedrefvet dette skendelige Mord imod Kongens Søn / hvilken hannem lod opføde / for det andet at hand hafde slaget sin egen Legemlige Fader ihiel / for det tredie at hand nu hafde bedrefvet den slemme Synd oc Blodskam med sin egen kiødelig Moder / der hand nu saaledis haffde begrundet disse slemme Synder oc Laster begynte hand paa det sidste at aabenbare sig for hende / oc at sige hende at hand var dette samme Barn / som hun tilforn haffde udkast i Vandet oc lod flyde bort / der hun dette hørde / da gick hende denne Sorrig meget meere til Hiertet end nogen aff de andre / at hun saa skendelig hafde bedrefvet den slemme Synd oc Ondskab med hendis egen Legemlige Søn / nu var det udi den Tid at GUDS Søn gick her paa Iorden / oc forkyndede Mennisken at de formedelst en alvorlig Poenitentze kunde bekomme GUds Naade oc Venskab / i hvor store deris synder end vare / hannem kom hun udi Hu / oc sagde til Iudas / [s. 125] efterdi du est det slemme Menniske / som saadan slem Synd oc Ondskab hafver bedrefvet / da gack til IEsum / hand er en sand Prophete / oc forlader dem alle deris Synder / som ville komme til hannem / oc begiere Synders Forladelse / bekiend din Ondskab for hannem oc falt hannem til Fode / bed om Naaden oc icke om Rætten / det giorde Iudas / hand bekiente sin Ondskab for hannem / der hand dette hafde giort / da forloed IEsus hannem aff sit Faderlige Hierte alle sine slemme Synder / som hand her til haffde bedreffvet / oc tog hannem til en af sine Apostler at være / oc giorde hannem til en Skaffere oc Penge-Mestere for de andre / oc fick hannem Pungen at bære.
Der nu Iudas saaledis hafde faaet sine Synders Forladelse / oc kommen til saadan Dignitet oc Værdighed / da kunde hand icke endda lade sit Skelmeri være / men lod den onde Art skicke sig / saa at hand stael GUDS Søn den tiende Penninge fra / det var med hannem ligesom den der vil tage et Kul oc toe det hvidt med megen skuren oc toen / jo meere mand skurer jo slemmere det blifver / saa var det oc med Iudas / jo meere den HErre Christus hand lærde oc underviste hannem / jo argere oc slemmere [s. 126] hand bleff udi sit Skelmeri oc Skalckhed / som hand sig daglig i øfvede / dette hans Skelmiske Leffnet brugte hand saa længe indtil han skendeligen loed sig forføre aff Diefvelen den slemme oc løgnactige Aand / for den Uræt oc Gierigheds skyld / at forraadde sin egen HErre oc Skabermand / oc solde all Verdsens Saliggiørere for tredive Sølfpenninge / saaledis lønte han GUds eenborne Søn / for alle de slemme Synder som hand forloed hannem / oc for alt det andet gode hand beviste imod hannem / i det hand giorde hannem til en af sine egne Discipler / saaledis pleyer Verden at lønne alle beviste gode Gerninger.
No comments yet.